Dagbog Mexico Dag 6

Vi er på vej i bussen. Heldigvis er der ikke så mange med, så vi kan tage hver vores række. Philip og Jeanette sover helt fint hele natten, mens Stig og jeg er meget vågen. Det er jo ganske umuligt at sove i en bus. Da det er bjergkørsel fornemmer man også at man bliver “kastet” fra side til side. Mange gange måtte chaufføren køre udenom sten som var skredet ned fra bjergene. Kl. ca. 02.00 stopper han helt. Hele vejen er spærret af store sten. Det regner ganske kraftigt, men han får sat bussen i frigear og trukket håndbremsen. Begiver sig ud i regnen og forsøger at rulle stenene. 2 andre passagerer kommer og hjælper ham og de får ryddet hele vejen. Tænk hvis vi skulle have siddet der hele natten!

Kl 04.00 stopper bussen igen, nu for at skifte chauffør. Vi holder i en landsby og det er meget varmt udenfor. Der bliver spillet højt musik fra de nærliggende barer. Stig og jeg går lidt udenfor for at trække lidt luft og strække benene.

Herefter går det videre – igen i bjergene. Kl. 08.10 ankommer vi til San Cristobal og får hurtigt fat i en taxa som kan køre os til vores hotel. Vi er trætte og sultne og heldigvis kan vi få værelset med det samme og købe noget morgenmad. Både Jeanette og jeg har dårlig mave/mavekramper, men for mig hjælper det lidt at få noget mad og kaffe. Vi aftaler at gå op for at sove lidt, men Stig og Philip kan ikke sove. Det vælger senere at gå en tur ned i byen. Jeanette og jeg sover og det ender med at Jeanette også kaster op.

Jeg vågner kl. 13.00 og vi tager nu et bad og går lidt ned i byen. Jeanette vælger at blive hjemme, da hun slet ikke er på toppen. Mine mavekramper kommer engang imellem, men fint med noget frisk luft. Vi finder en lille café, hvor vi får lidt frokost og herefter går vi igen hjem til Jeanette. Stigs mave er nu også begyndt at rumle, så vi napper lige 1 time på øjet eller 2 :-). Philip går i lobbyen for at chatte med kammeraterne.

Aftensmaden foregår på hotellet. Jeanette er stadig ikke frisk og det er andre såmænd heller ikke. Vi bestiller alle spaghetti og en Coca cola dertil. Ja det sidste havde de åbenbart ikke i køleskabet, for tjeneren måtte en tur ud i regnvejret for at hente 3 stk.

Vi slutter aftenen af med at få en ekstra rulle toiletpapir fra receptionisten, da de 2 som var på værelset ikke var nok 🙂

 

dag5.1

2/7 Bytur i San Cristobal De Las Casas

 

Bamba info: San Cristobal:  Vis tekst

Hotel: Vis tekst