Dagbog Mexico Dag 14
Jeg er vågen kl. 06.30 og står op for at få lavet kaffe. Nyder udsigten til vandet. Jeg skriver på Skype med Susanne, som kan fortælle mig at far ikke har haft det godt i nat. Han har fået en infektion og får nu både drop og antibiotika. Lægerne vil vente 2 dage med at se om det hjælper ham. Det håber vi på!
Langt om længe kommer familien ud af deres soveværelser og vi kan begynde at gøre os klar til at komme ned til morgenmad. Igen helt fantastisk at sidde helt ned til vandet – fødderne godt placeret i sandet. Vi får kaffe, juice, omelet, scrambled egg, pandekager, frugt og youghurt. Lækkert – det kan man godt vænne sig til. Herefter skal der slappes af på solsengene. Vi får vores strandhåndklæder og her bliver der også spurgt om vi vil have renset vores solbriller. Jo tak – I will bring them to yoy madame and sir. Det er vi slet ikke vant til. Vi bliver fulgt ned til sengene og bliver spurgt hvor vi ønsker at ligge. Vi bliver placeret og kort tid efter kommer solbrillemanden. Wow mine har vist ikke været så rene siden de blev købt.
Vi nyder solen – jeanette, stig og jeg. Philip ligger oppe på vores terrasse. Ud at bade det er varmt. Stigs ur viser 41 grader. Puha – lidt koldt at drikke – og vupti – 2 kolde øl i en is spand og en smoothies til Jeanette Vi er smurt med faktor 35 og 50, men da vi kommer op kan vi godt se at det faktisk ikke er nok. Ikke mere sol til os – og vi var der kun ca. 2 timer.
Swimmingpoolen kalder og her kan man sidde i stole og få massage. I området er der store senge, hvor man kan ligge 2-3 personer samt almindelige senge. Vi har fået nye tørre håndklæder og kan nu ligge her i skyggen. Vi har været ude at tale med dykkercentre og har tænkt på at dykke fredag da jeg evt. vil tage den næste flyver hjem til far.
Får besked om at far har fået det værre og vi går derfor på værelset. Vi går i supermarkedet for at handle ind til frokost fredag. Vi finder et stort supermarked, hvor varerne er noget billigere end i de små lokale. Jeanette vil betale for frokost, så vi skal have tun, ham, æg, agurk, tomat, løg, grov brød, mayonaise, spegepølse m.m. Vi køber også en flaske vin, som ikke er særligt billigt i Mexico. Vi får betalt og får 5 poser. På vejen ud af supermarkedet skal vi så vise bonen. Ja Stig havde jo allerede krøllet den sammen. Vi får den rettet ud og nu skal bonen tjekkes sammen med kontrol af varerne i poserne. Underligt, men vi bliver enige om at arbejdsløshedsprocenten må være 0%. Vi har købt en drikkeyoughurt som skal forestille at være vores frokost denne dag. Har dog også lovet at vi køber en is på hjemturen 🙂 Det bliver dog ikke til is, da de unge mennesker ikke finder et passende sted. I stedet får Stig og jeg en kold mørk øl på 5 th. Avenue.
På vejen tilbage bestiller vi dykkertid samt tur med hvalhajer.
Der er bryllup på hotellet og derfor er restauranten lukket. Vi kan dog bestille til værelset, så vi bestiller 4 pizzaer. Sidder og hygger indtil Susanne ringer. Vi ved nu det er galt da kl. derhjemme er 02.30. Far er død kl. 02.00. Han sov stille og roligt ind – ligesom han har ønsket det. Det er hårdt at få at vide, for det er gået så stærkt. Det er jo ikke mange dage siden vi skypede med ham.
no images were found
Dagbog Mexico Dag 15
Jeg vågner ved lyden af vækkeuret kl. 06.20 (troede jeg). Står straks op og går i bad Vil lige nå at Skype med Susanne inden vi skal dykke kl. 08.00. Da jeg er færdig i badet spørger Stig om jeg skal op nu… ja vi skal jo af sted… Jamen klokken er kun 04.00 det var en mail som kom på telefonen jeg var blevet vækket af. Nå men jeg kan jo ikke sove mere, så jeg står op og sætter mig på terrassen og kan nu Skype med Susanne. Far skal synges ud på hospice og vi aftaler at vi evt. kan være med på Skype.
Resten af familien står op kl. 06.30 og kl. 07.05 bliver vi ringet op af Susanne. Vi synger far ud, og det er så smukt at vi kan være med herfra Mexico. Det er jeg meget glad for. Det var næsten som selv at være der. Vi har fundet sangen på ipad så vi kan selv synge med på alle vers.
Vi får sagt farvel og går herefter til en ny morgenmad restaurant. Får en hurtig morgenmad og herefter til dykkerbutikken. Vores dykkerinstruktør Alberto skal være vores dykkerguide. Vi får vores dykkerudstyr og det ses hurtigt at vi er helt nybegyndere. Stig, Philip og jeg starter med at tage dragten forkert på. Lynlåsen skal være bagpå. Om igen….Vi får herefter instruks og hvilke fisk m.m. vi vil se på de 2 forskellige dyk vi skal på. Vi går ned til båden med vores vest, maske og svømmefødder (som selvfølgelig bæres). Vores iltflasker 2 stk. er klar i båden. Vi er slet ikke vant til at alt bliver ordnet for os. Vi kommer på båden og vores veste samt regulatorudstyr bliver påmonteret flaskerne. Vi skal ikke selv gøre noget, men holder selvfølgelig øje med at intet glemmes. Vi skal sejle 8-10 minutter ud til første dyk, hvor der vil være skildpadder fisk. Vi skal i fra båden, noget vi ikke har prøvet før, så både Jeanette og jeg er lidt nervøse. Det går dog fint. Vi dykker i 28 graders varmt vand og er 16,5 meter nede. Det er fantastisk smukt. Min maske er dog dugget da jeg ikke fik spyttet i den. Derfor ser jeg ikke de skildpadder godt nok som de andre. Det er dog stadig en stor oplevelse. Efter ca. 45 minutter er vi oppe igen og bliver sejlet ind til en Bounty strand. Her kan vi lige svømme lidt i vandet inden turen går videre til næste dyk.
Næste dyk er ved et rev, hvor vi skal dykke ved sandet og de sidste 5 minutter over revet. Vi får kun de 5 minutter da der er risiko for at vi bliver drevet ind på klipperne. Her er der fisk i alle farver – helt fantastisk, som billederne også viser. Vi dykker i 45 minutter og så går turen hjem. Vi får underskrevet vores log bøger. Vi er sikre på at det er det helt rigtige dykkercenter vi har valgt, for vi har alle været trygge og udstyret var i orden.
Jeg er træt og vi er sultne. Jeanette laver en god frokost som vi nyder på terrassen. Herefter sover jeg en times tid. Resten af eftermiddagen var ren afslapning i vores lejlighed. Børnene var lidt i spa og Stig og jeg fik et glas vin eller 2 senere på eftermiddagen og herefter gik vi i på 5 th. Avenue for at spise. Jeg fik grillet kyllingebryst og de andre grillet flanksteak. Hertil 4 Coca cola. Det var desværre ikke særlig god flanksteaks, de var meget fede så det var en skuffelse. Mit kylling var dog ok. Vi fik regningen og tjeneren havde så selv valgt, hvad vi havde lyst til at gi i drikkepenge. Der kommer vi ikke igen.
Gik herefter i Forever 21 – tøjbutik i 2 etager – lige noget for Jeanette. Stig og Philip gik andet sted hen, så hun fik kun 10 minutter i første omgang. Vi var stadig trætte efter dagens strabadser. Hun fandt dog hurtigt 4 stykker tøj som skulle prøves. Det blev så til en trøje hun købte. Herefter hjem og i seng. Vi skulle jo tidligt op dagen efter. Godnat.
Dagbog Mexico Dag 16
Vækkeuret ringede kl. 05.40 og vi skulle op og gøre os klar. Vi ville blive afhentet fra hotellet kl. 06.40 og vi skulle jo nå at have lidt morgenmad og kaffe. 1 time er bare ikke nok fandt vi ud af, så det blev en halv hurtig kop kaffe, en drikke youghurt og en skive brød.
Vi var ved lobbyen på den aftalte tid, men ingen bil kom. Vi ventede og ventede. Dykkerbutikken, hvor vi havde bestilt det igennem åbnede først kl. 7.30. Jeg var dog derhenne og se om de var kommet men nej. Kl. 7.20 gik Stig så derhen. De vidste ikke hvad der var sket, men ville få det undersøgt. De kaldte bilen tilbage og vi blev så hentet ca. 1 time forsinket. Vi var 14 af sted på denne tur og der var et par fra Australien, 1 par fra Norge, 1 par fra Chigaco, én fra New Mexico, én fra Los Angeles og den sidste kan jeg ikke huske. Snakken gik højt i bussen – det var næsten som at sidde derhjemme hvor alle taler sammen. Det var rigtigt hyggeligt og søde mennesker. Det var ikke kun os som var forsinket. Andre var heller ikke blevet hentet til aftalt tid. Og nogle havde fået at vide at det var pga et fladt dæk. De havde haft ondt af os, at vi nu stod i en grøftekant og ventede på dækskifte. Vi kunne dog informere dem om at der ikke havde været noget flad dæk.
Nogle ville klage over det, alle havde ikke købt samme sted så det var også svært at klage sammen. Nå men det var jo kun 1 time og nu var vi på vej 🙂
En time senere ankommer vi til Cancun, hvor bådene ligger klar til os. Vi skal herefter sejle 1 1/2 tur ud på vandet som ikke er helt stille :-). det går dog ok når vi sejler hurtigt. Pludselig stopper båden og vi kan nu se en brunlig stor skygge i overfladen af vandet. Det er den første hvalhaj vi ser. Det er fantastisk – hvor er det et stort dyr. Nå men første hold på 2 har gjort sig klar og springer ud i vandet sammen med instruktøren. Herefter er det Philip og Jeanette´s tur (hun har været med i tvivl om hun tør). De har GoPro kameraet med sig. De springer ud og svømmer ca 4-5 minutter sammen med hvalhajen. Endelig er det Stig og min tur – Vi har både kamera og GoPro med os. Men desværre så dykker hvalhajen inden vi får svømmet hen til den. Op i båden igen og vi sejler til den næste hvalhaj. I vandet vi springer – og WOW det er fantastisk. Tænk at skulle kunne opleve det. Svømme ved siden af en hvalhaj – man kan slet ikke beskrive hvilken oplevelse det er. Vi bliver færdige og næste hold springer i. Man må max være der ca. 5 minutter for der er mange – rigtigt mange andre som også er i vandet. Der er desværre ikke en hvalhaj pr. person. 🙂 Hver person på vores båd får lov at springe i 2 gange. Dog er der nogle som ikke ønsker det, så andre kan have deres tur. Philip, Jeanette og Stig får muligheden for flere gange. Jeg springer over, da jeg er begyndt at mærke bådens vippen i maven. Puha, skal man kaste op eller ej. Jeg har det heldigvis ikke så slemt som Josh. Han har virkelig syg. Jeg tygger tyggegummi, for har hørt det skulle være godt mod søsyge. Det hjælper da også en smule.
Turen går nu hjemad og skipper sætter mere fart på båden. Det hjælper at sejle hurtigt så man kan mærke vinden. På vejen hjem ser vi et par delfiner, en stor død havskildpadde, en levende havskildpadde samt en flyvfisk.
Det er sidst eftermiddag da vi kommer tilbage til hotellet. Vi får lige et hurtigt bad og hygger så lidt på terrassen. Der skal igen være bryllup på hotellet, så Jeanette og jeg går lige ned og ser de bliver gift på stranden. Hvor er det dog romantisk. Jeg får taget et par billeder – meget imod Jeanettes vilje. Hun mener det er helt forkert at gøre det, da det jo er privat. Jeg mener derimod når man vælger at blive gift på en offentlig strand, så kan man ikke forvente man har det for sig selv. Vi går op i byen for at finde et sted at spise. Der er rigtigt varmt og næsten ikke en vind. Vi finder et sted som virker meget mexicansk. Det er billigt – Vi bestiller cheeseburger a la mexicana, chicken burger a la mexicana, fijaatas med chicken – 2 x dessert. Hertil 4 øl og 3 sodavand. Pris 780 pesos/ca. 350 kr. Vi bliver hurtigt enige om at her skal vi spise igen. Maden var helt fantastisk.
no images were found
Dagbog Mexico Dag 17
I dag er det søndag, så vi spiser lidt sent morgenmad. Jeg er som sædvanlig den første oppe kl. 07.00, men venter jo gerne på at sidste mand i familien er klar – guess WHO… Philip. Nå men der er jo heller ikke noget som haster. I dag skal vi bare slappe af ved stranden. Vi får spist et godt måltid og aftaler så at evt. sen frokost kan blive på terrassen.
Jeanette og jeg er de første som er klar til afslapning på stranden. Vi får 4 strandhåndklæder og herefter er det op til os, hvor tjeneren skal ligge dem. Man kan godt vænne sig lidt til dette liv :-). Vi finder 4 liggestole og får os placeret. Solen brænder ikke helt igennem, så det er næsten tåleligt at ligge der. Vi får dog gravet en parasol ned, så vi har skygge til de 2 af stolene. Vi kan ligge der i ca. 2 timer, så er det op i baren og se fodbold. Det er finaledag – Brasilien-Tyskland. Jeanette og Philip har fundet et bord til os. I dag er der både fjernsyn inde og ude. Vi bestiller 2 øl, 1 jordbær smoothie og en Fanta. Så starter kampen, og i starten føler vi os lidt alene – altså ikke alene på baren, men som de næsten eneste som hepper på Tyskland. Ja Jeanette er selvfølgelig på tværs og hepper på Brasilien. Det ender da også med at vi bestiller 2 Club sandwich som vi kan dele. Sulten er ved at melde sig, men klokken er jo også blevet over 3. Da Tyskland så får scoret, ja så er vi absolut ikke de eneste.
Efter kampen vil Philip og Stig hen og træne. Vi har overhovedet ikke været til fitness eller fået brugt vores massagekort. Nå men de kommer nu hurtigt tilbage. Centret lukker kl. 17 om søndagen. De går op og Jeanette og jeg bliver lidt endnu på stranden. Der er dog overskyet, men så kan vi jo læse i vores bog.
Skal vi gå op til byen for at spise eller bestille room service. Det er svære beslutninger vi har hver dag. Vi beslutter os dog for room service og bestiller pizzaer. Vi får først en margarita indtil vores hvidvin er kold. Det er så hyggeligt at sidde der i vores “samtalekøkken”. Vi sidder på vores 4 høje barstole og taler om ferien, og om de næste par dage.
Vi er tidligt i seng, men i morgen skal vi jo også bruge meget energi….Godnat.
no images were found
Dagbog Mexico Dag 18
Vi er tidligt oppe, da vi i dag skal til XPLOR. Vi har aftalt at skulle være derude kl. 9, så morgenmad er kl. 8 når restauranten åbner. Igen er vi jo lidt forsinket og kommer derfor også først af sted kl. 9.45. Vi ved der er ca. 4 ting man kan prøve derude, så vi regner også med at kunne være tilbage om eftermiddagen.
Vi tager en taxa derud og får betalt for vores billetter. Det koster ca 750 kr. pr. person. Vi bliver installeret med 4 hjelme og nøgle til skab. Indgangs billetten er incl. drikkevarer (ingen alkohol) og mad/frugt til hele dagen. Det er et fint koncept, som man godt kunne bruge i Danmark. Der er ikke noget vi skal bære rundt på andet end vores GoPro.
I parken kan man prøve Zip LIne, Raft under jorden/drypstenshuler (padle med hænderne i en lille båd), svømme under jorden, hvor man ser drypstenene m.m. samt køre i amphibious biler. Vi starter med at padle, men det er ikke nemt, når alle andre ikke kan finde ud af det. Der er ikke plads til at overhale, selvom vi i familien morer os meget over det. Philip og Jeanette er i en både for sig selv. Det er heldigvis kun 350 meter og herefter går vi videre til bilerne.
Vi dropper lige ind på én af drikkevarer cafeerne og får en milkshake. Der er 4 forskellige at vælge imellem og de har alle et stort energiindhold. Hertil er der lidt småkager ligeledes med ingredienser så vi får et boost energi. Nu er det biler det drejer sig om.
Jeg ved ikke helt hvad er sker, når en mand kommer ind i sådan en bil. Ja han tror faktisk han er i en helt anden verden. Det er dog sjovt, men må også råbe til ham engang imellem. Vi skal køre over en bro og igennem vand og vandfald. Vi morer os alle meget. Efter 4 km er det slut og vi kan nu gå videre til Zip Line.
I mellemtiden er vi inde på en anden cafe og få endnu en milkshake og småkage.
Nu er det så tid til Zip Line. Der er 14 forskellige ture henover junglen. De laveste er omkring 20 meter over jorden og den højeste ca. 50 meter over jorden. Vi står i kø i ca. 1 time og herefter er det vores tur til at få grejet på os. Puha, jeg ved endnu ikke om jeg tør. Er jo ikke til hverken højder eller andet som er farligt. Vi bliver dobbelttjekket at det hele nu sidder perfekt og kan så vente til det er vores tur til at gå op til 1. tur. Når man står nede på jorden, ser det ikke så slemt ud, men når man begynder at bevæge sig derop er det hen helt anden snak. Jeg bliver mere og mere nervøs, og mine såkaldte familiemedlemmer siger bare “det er ikke så slemt og du SKAL med, der er ingen vej tilbage” Ja det er så min skønne familie 🙂
Vi når toppen, og en mexicansk kvinde har også på tegnsprog forklaret at jeg ikke bare kan gå tilbage. Dette dog med et smil på læben. Det bliver vores tur og på denne tur kan man sidde 2 og 2. Jeg er vildt nervøs, det kan slet ikke beskrives. Nå men pludselig er vi udover junglen. Jeg lukker mine øjne og hyler op. Engang imellem bliver de åbnet på klem, men det er ikke en rar oplevelse.
Vi kommer over på 40 sekunder og så er det bare videre til den næste. Jeg vil ikke forklare om hver eneste, for som nok den eneste så synes jeg de alle var ubehagelige. Man vænner sig godt nok til det, men alligevel. Den næste kan vi så ikke sidde 2 sammen – åhhh nu ved jeg ikke om jeg vil. Men jeg bliver anbragt og spændt på linen. Herefter går det igen udover junglen. Jeg skriver og er lige ved at græde. Det blæser og jeg synes jeg svinger og drejer rundt.
Efter 6 ture er vi ved starten og skal nu i en anden kø. De første var dem som de kalde FAST AND WET og nu skulle vi så prøve HIGH AND LONG. Vi er ved at være sultne og tørstige. Denne attraktion har taget ganske lang tid, men vi håber dog at kunne nå at få lidt at spise inden parken lukker.
Endelig kommer vi frem og igen er det enkeltvis. De er dog heldigvis så søde og spørger hele tiden om man er ok og om man er klar. Ja selvom man så ryster på hovedet, så kommer man af sted.
Stig har vist mig det høje tårn som er 50 meter over jorden. Føj hvor er det højt. Vi nærmer os og efter 3 ture så er vi der. Op det går og der er langt at gå. Jeg fokuserer på mine hænder, så jeg ikke bemærker hvor højt jeg er oppe. Vi sidder 2 og 2 og Stig skal selvfølgelig have GOPro i hånden. “prøv at tænk unger, hvor gode film jeg nu kan få af mor” sagt med et stort smil og grin. Vi bliver spændt fast, og selv Stig er da også lidt nervøs. Der er virkeligt langt ned. Jeg lukker mine øjne og ganske kort tid efter kommer der også lyde ud af min mund. Ja det hele ses på Stig optagelse som har moret hele familien mange gange 🙂
Vi kommer alle over i godt behold og nu er der kun 2 ture tilbage.
Vi er færdige kl. 16.30 og har så 1/2 time til at spise. Zip Line har taget over 3 timer og vi har gået op af mange trapper, gange. Været i vandrutchebane, været inde i vandfald og helt ned under vandet.
Det er en fantastisk buffet de har med utroligt meget lækkert mad. Hertil salater, frugter, diverse nødder og selvfølgelig et stort dessert område. Det er simpelthen et godt koncept.
Vi får spist og får herefter klædt om. Bestiller en taxa og vender snuden hjemad.
Vi er hjemme ca. kl. 18.00 og slapper lidt af. Stig har travlt med at få lagt alt video over, så vi kan kigge det hele igennem. Der er desværre ingen billedere, da det var lidt svært at skulle have det med rund i Zip Lines.
Philip og Jeanette går en tur op i byen og vi aftaler at møde kl. 21.00 i HUGO BOSS butikken, hvor Stig har bestilt en trøje. Imens læser jeg en god bog og Stig undersøger dykkermuligheder på Isla Mujeres.
Vi mødes med børnene og Stig får prøver og betalt sin nye trøje. Så går vi tilbage og hygger inden vi skal i seng. Vi er faktisk sent i seng denne dag – 22.36 viser uret da vi ligger under dynen.
Godnat.
no images were found
Vi havde alletiders dag i XPLOR park i dag, klik på video’en nedenunder og se vores fantastiske tur 50 meter hen over junglen 🙂 (disse linjer skrevet af Stig)!
Dagbog Mexico Dag 19
Klokken er 6 og jeg står op. I dag skal vi ligge ved stranden hele dagen. Har jo snart ikke nået at solbadet og det er jo også vigtigt.
Ingen andre er jo stået op, så jeg benytter muligheden til at få opdateret dagbogen, så jeg ikke er bagud. Skyper lidt med Susanne, der er så mange praktiske ting vi skal have drøftet. Igen er det fantastisk med denne digitale verden. Der bliver liv i familien og vi kan spise morgenmad ved 9-tiden. Imens vi får morgenmad får jeg lige tjekket solsengene for i dag skal vi ligge i 1. række -det er vigtigt. Så op på værelset og hente vores strandhåndklæde kort og få placeret dem på en stor seng samt 2 enkelte.
Efter morgenmaden går Stig og jeg en tur ud af stranden. Vi skal se byporten til stranden som skulle være rigtig flot. Og det er den. Det er dog temmelig varmt på daværende tidspunkt – 36 grader,så vi begiver os hjemad igen. Vi går af 5 th. avenue og kigger lidt i butikker. Herefter er det dase tid. Dog er der ikke helt skyfrit, men så kan vi jo spare på solcremen. Jeanette ligger der allerede og hygger med hendes bog. Philip vælger at blive i lejligheden – han synes det er kedeligt at ligge og solbade. Vi andre hygger og får en enkelt smoothie og 2 kolde øl. Ja her får man øl som hvis det var champagne. I en beholder fyldt med is, så øllene kan holde sig kolde. Ja vi skal ikke selv røre en finger. Stig skulle ligge ryggen ned på solsengen og vupti så stod der en som kunne gøre det. for ham. Ligeledes var der også en som lagde hans ´håndklæde helt perfekt på sengen da vi kom.
Vi er kommet bagud med at bruge vores morgenmad/brunch kort. Vi fik jo 42 stk. da lejligheden er egnet til 6 personer. Vi har derfor valgt at nå at spise “brunch” inden de lukker på den anden restaurant kl. 14.00. Vi går derfor til brunch kl. 13.30 og får isthe, hamburger til Philip og Club sandwich til os andre. Til “forret” får vi en Ceasar Salad. Det er en helt fantastisk salat. Philip som mener han har fået i overflod af grønt vælger i stedet en frugttallerken med youghurt og sirup til.
Efter frokost kommer solen rigtigt igennem skyerne. På med solcremen og Jeanette og jeg er hurtigt dernede. Vi nyder bare at ligge der og læse i hver vores bog.
Stig kommer lidt senere og endelig kommer Philip også. Vi går alle i vandet og hygger og har det sjovt. Vi får taget diverse billeder og morer os over hvordan vores nærbilleder ser ud.
Igen bliver det overskyet så vi ligger et øjeblik før vi går i baren for at få 4 drinks. Det er altså livet at bo på et 5 stjernet hotel. Det er vores sidste dag – i morgen til middag skal vi videre til Isla Mujeres. Vi har så mange ting vi stadig mangler så i aften er skal vi nå at pakke, se på solbriller, ud at se strandporten, skal en sidste gang i baren og vi skal have prøvet jacuzzi. Det er kun ungerne som har afprøvet den.
Vi skal i aften spise på den mexikanske restaurant, så vi ved det bliver god mad.
Efter vores drinks – ja jeg får 2 – den sidste på husets regning – går vi til lejligheden for at tage et bad og gøre os klar til aften. Vi går op til byen, men inden tager vi lige et smut omkring Scuba Playa for at se på professionelt udstyr til at snorkle med. Stig og jeg bestemmer os næsten for at købe en maske samt en snorkel. Ungerne er jo nærrige så de må låne udstyr af os. Nu går turen så op til byen, hvor vi endnu engang skal i Hugo Boss butikken, dog uden at købe noget denne gang. Philip har set på nogle solbriller som vi også skal have et kig på. Det er varmt og vi er trætte, så der bliver ikke noget indkøb. Brillernes nummer får vi skrevet ned, så Philip kan se om han kan købe dem billigere andet sted. I stedet for at gå til den Mexikanske går vi tilbage til hotellet, for at spise der. Desværre har køkkenet lukket – klokken er 21.00, men de er så søde at give os lov at bestille room service.
I første omgang bestiller vi grillet mad, men tjeneren løber så efter os, at grillen jo har lukket. Det bliver i stedet burgere.
Godnat
no images were found
9/7 – 16/7 Playa Del Carmen
Bamab info: Playa Del Carmen: Vis tekst
Hotel info: Vis tekst



