Dagbog Mexico dag 2

Så blev det lørdag og vi har næsten alle fået en god nattesøvn. Stig vågnede omkring kl. 03.00 og jeg kl. 06.00. Philip skulle som skulle som sædvanlig vækkes, mens Jeanette vågnede ved at vi Stig og jeg snakkede.Vi fik god morgenmad, brød, frisk frugt, vafler m.m. og gik herefter ud i den store by. Der står bevæbnede politi på hvert gadehjørne, og det er ikke kun med en pistol i bæltet. Nej det er med maskinpistol, pumpgun og riffel. Men så føler man sig også rimelig sikker. Nej det er faktisk meget roligt at gå rundt, men vi har jo hørt om mange lommetyve og er derfor på vagt. Der er nogle gader, hvor det kun er for damer – kjoler, sko, tasker og lingeri. Vi fik tjekket gågaderne og så den store plads, hvor der var blevet gjort klar til kampen søndag Mexico-Holland. I dag viste de dagens kamp og der var en del på pladsen og underholdning i pausen. Det var varmt så vi valgte at gå hjem og skifte til shorts og pakke vores udflugtstasker. Vi skulle mødes med vores engelsktalende guide Louis kl. 12.45. Vi spiste på det valgte mødested og ventede så….. Han var forsinket og kom først kl. 13.00 – løbende hen ad gågaden og undskyldte mange gange. Til gengæld for det, ville han vise os lidt mere af byen på vej til metroen. Vi så fantastiske bygninger hvor han kunne fortælle om hvert enkelt. Metroen – det er billigt – for 5 pesos/2,5 kr. kan man rejse rundt hele dagen. Vi skulle være helt klar når toget kom, for dørene lukkede næsten lige så hurtigt som de åbnede. Vi stod som sild i en tønde og lidt mere til. Vi skulle skifte tog 3 gange og herefter ind i bussen, som skulle fragte os til Sol- og Måne pyramiderne i Teotihuacan. Lige da vi kom begyndte det at dryppe og vi havde selvfølgelig glemt vores indkøbte regnponchoer og havde heller ikke fået købt paraplyer. Nå men vi kunne købe engangsplast jakker hos dem for 15 kr. pr. stk. Louis var den eneste som ikke købte en. Det var et fantastisk syn til solpyramiden. Louis fortalte historien om pyramiderne og lige da vi skulle gå de 258 trin op, startede syndfloden foroven. Det væltede ned med regn og hagl, det gjorde helt ondt i hovedet. Men vi skulle jo op, og op vi kom, lettere forpustet, da det jo heller ikke var helt almindelige højder på trapperne. Regnede fortsatte og vi kunne derfor heller ikke se den fantastiske udsigt. Vi blev hurtigt enige med Louis at han kunne vente med at fortælle yderligere, og vi begyndte nedstigningen. Det væltede ned med regn og det så næsten ud som vandfald på vejen ned. Vores sko og tøj var gennemblødt og til sidst var det da også ligegyldig at vi gik i regnpytter som nåede op til anklerne. Efter noget tid stoppede regnen, men det var nu koldt. Vi stod nu ved måne pyramiden og skulle da også op på toppen af den. Her var trinnene endnu højere, ja jeg kunne næsten ikke gå op af dem. Vi kom op og jeg fortrød hurtigt mit forslag om at skulle derop, for bare at kigge ned fik det til at vende sig i maven. Langsomt – meget langsom kom jeg dog ned til sidst. Vi fik lidt mere information fra Louis og herefter skulle vi videre til en familien som lavede indianerkunst i specielle sten. Han producerede også forskellige tequila i forskellige styrker. Vi startede med den hvor der var 5% alkolhol i og herefter til de lidt stærkere. Jeanette og Philip fulgte med, de skulle jo ikke gå glip af noget. Jeanette så dog lidt mærkelig ud i ansigtet efter den stærkeste (det var den med ormen i). Herefter var vi afslappet og havde fået lidt varme til kroppen. Vi købte lidt forskellige stenfigurer med hjem. Vi skulle nu videre til en familie som lavede marmelade, salsa og drikkelse fra kaktusser. Det var også en oplevelse. Vi var stadig våde og kolde og skulle nu videre til den mexicanske familie, hvor vi skulle have aftensmad. Inden da måtte vi ind i butikker og købe nogle tørre strømper og få lagt aviser i vores sko. Louis kontaktede familien at vi var på vej. De var til 20 års fødselsdag og konfirmationsfest, så vi skulle bare gå hen til deres private bolig, hvor deres søn så ville køre os til festen. Der var nok omkring 50 personer til den fest og vi blev budt indenfor. Der blev dækket op til os. De andre havde spist. Vi blev tilbud vin og øl. Maden var lam, pandekager, noget indbagt noget med bønner og varm suppe. De unge piger var ganske interesseret i Philip og der skulle tages billeder sammen med ham. Efter vi havde spist bød Louis Jeanette op til dans – salsa – det gik fint. Herefter var det Philip´s tur sammen med den 20-årige. Og sidst men ikke mindst krævede de at Stig og jeg også skulle vise hvad vi kunne. Det var en god oplevelse og det endte jo også med at vi alle dansede salsa. Så fik vi tequila igen. Louis forklarede at vi skulle komme salt på limen og ikke på hånden. Line dans blev det også til ude på græsplænen og vi sluttede af med dessert – hjemmelavet kage. Kl. 21.00 blev vi kørt til bussen og herefter gik det hjemad. Vi var alle trætte og jeg frøs stadig. Min trøje var ikke blevet tør, så jeg så kun frem til at komme hjem i et varmt bad. Vi kom endnu engang igennem metroen, men dog med knap så mange mennesker. Vi var hjemme ca. kl. 23.00.

 

dag2

 

28/6 Teotihuacan Experience (dagstur 9 timer)

 

Bamba tur: Vis tekst

Wikipedia fakta: Vis tekst

Hotel info: Vis tekst


Kommentarer

Teotihuacan Experience — 1 kommentar

  1. Spændende tur I har været på, men måske lige til den våde side 🙂